Nutids-r, arkiv 2004

Om nutidsformen og r

Flere af Fidusos medlemmer har bemærket en tendens til at forveksle nutid og navneform. Et par eksempler:

* Jeg skal prøve at forklarer det.
* Nu forklare jeg dig det lige.

Fejlen forekommer i verber hvor man ikke kan høre forskel på de to former; dvs. verber der i stammen ender på -r, f.eks.:

at køre - jeg kører
at bære - jeg bærer
at klare - jeg klarer
at lære - jeg lærer
at tømre - jeg tømrer
at mure - jeg murer
at hindre - jeg hindrer

Hvis verbets stamme derimod ender på andet end -r, opstår denne fejl ikke:
at spille - jeg spiller
at kende - jeg kender
at ligge - jeg ligger

Det kan benyttes til en huskeregel:
Erstat verbet med f.eks. spille. Hvis det hedder spiller, hedder det også kører.

Man ser også en slags modsat tendens, i hvert fald i ordet at gøre, nemlig en nutidsform, der hedder han gører. Der er en tv-reklame, hvor de siger rengører.

Problemerne med gører ses mest i sammensætninger, eksempelvis

* Jeg færdiggører mit filologistudium til sommer.

Jeg er senere blevet gjort opmærksom på at problemet også ses ved andet end verber, f.eks. en lærer/lære. Man kunne tænke sig at det også vil kunne findes ved navneord der er dannet af andre af de her omtalte verber, men jeg har ikke modtaget eller selv registreret konkrete eksempler.

Hvis der ingen konsekvens er i en skribents brug af endelserne (hvilket er det normale), kan denne fejltype ikke karakteriseres som en stavefejl. Så skyldes den manglende sproglig bevidsthed.


Verber der ikke danner nutid ved at tilføje -r til infinitiven

Modalverberne:
jeg vil
jeg kan
jeg må
jeg skal
jeg bør
jeg tør (som ikke er helt så modalt som de andre)

Deponente verber:
Det er verber med passiv form, men aktiv betydning. F.eks. betyder "jeg synes" at jeg mener noget. Modsat betyder "Bilen synes" at den motorsagkyndige syner bilen.
Disse verber kan deles i tre grupper.

Verber uden en aktiv form:
blues
dages
enes
floves
forældes
færdes
gantes
grønnes
kives
kløjes
knoppes
lykkes
længes - Dagene længes.
længes - Jeg længes efter de korte dage.
løves
mundhugges
næbbes
nøjes
rygtes
ræddes
strenges - Vinteren strenges.
times
toppes
tottes
trives
tvistes
tykkes
vredes
væmmes

Verbet har en aktiv form med en anden betydning:
PassivAktiv
fattes       Jeg fatter minus.
kappesHun kapper grenen.
ledesHan leder efter et mønster.
skyldesHan skylder mig en tier.
synesHan syner huset.
tækkesHun tækker taget.

Verbet har en aktiv form med samme betydning:
findes
græmmes
kriges
kævles
mindes
mødes
skændes
slås
trættes

Jens Brix Christiansen havde en god kommentar:

Man burde også prøve at holde de danske deponente verber op mod de svenske. Jeg har desværre ikke lige stunder til at gennemføre det forslag lige nu, men jeg har indtryk af at det er ret tilfældigt at et verbum er gået hen og blevet deponent. Her er standardeksemplerne på afvigelser, men der er mange flere:

jeg håber - jag hoppas
jeg længes - jag längtar

Andre verber uden r i nutid:
jeg er
jeg gør
jeg ved

Jeg har er specielt. R'et er ikke del af selve stammen. Derimod fremkommer formen af en sammentrækning:
at have - jeg haver => jeg har.


Fra Pia Skov Andreasen, 24/1-2002:

Så er det mig igen - og nu kommer der også efterfølgende en indmeldelse. Fra www.vaerloesebymidte.dk:

Massere af gode tilbud, så skynd jer inden jeres nabo får de gode vare.


Fra Bent Jensen, 13/10-2001:

20 års krig og tre års tørke har tvunget afghanerne til at spise græshoppere, græs og dyrefoder for blot at overleve.

står der i dag i en billedtekst i B.T. Online. Jeg ville da skrive græshopper. Er det ikke det rigtige?

Jo.

Mit indtryk er, at billedtekster og overskrifter ikke laves af de samme personer, som skriver selve avisartiklerne, hvorfor der forekommer flere retskrivningsfejl i billedtekster og overskrifter.


Fra Gert Anis, 7/6-2001:

Irene dog!

Lagt på www.bt.dk den 7. juni 2001 kl. 15:46:

Irene går til folkeafstemning om Nice-traktaten

Jamen kære Irene, vil du dog ikke godt fortælle os lidt om den folkeafstemning, så vi også kan nå at afgive vores stemme.

O.k., læser lidt videre:

Irske vælgere gik i dag til valglokalerne ...

Nå, så Irene bor i Irland! Der kan man bare se!


Fra Hans H.V. Hansen, 22/5-2001:

Tekst på skilt uden for Jem & Fix i Haderslev:

ELEKTRONISK SKYDELÆRER (m/digital aflæsning), kr. 298,-

Det må da lige være noget for forsvaret - når man tænker på, hvad skydeinstruktører ellers skal aflønnes med!


Fra Anders Højgaard Nielsen, 26/10-2000:

Der er lavet nogle fine klistermærker til at sætte på vores vogne, som kunderne kan låne til at køre deres udleverede varer ud til deres biler på. På disse klistermærker står:

Tilhøre afd.xxx afleveres venligst efter brug.


 
Sidst rettet 26/4-2016.