Spørgsmål og svar, arkiv 2005

Forklaring


Fra Eva Sølvsteen, 16/8-2005:

Jeg har nu gennem længere tid undret mig over den stadig stigende brug af suffikset -bar, særlig ofte forekommende i målbar (bl.a. førhen hørt i reklamer for vaskepulver) og (u)håndterbar. I Nudansk ordbog står begge ord stadig opført, som jeg har lært dem, nemlig målelig og (u)håndterlig.

Jeg er ikke selv bekendt med at -bar skulle være på vej frem. Der var en enkelt i debatgruppen der mente at det var ved at ske. Se dog længere nede hvordan det ser ud på nettet.

Både -lig og -bar har i lang tid været brugt som endelser på dansk, så der er ikke i sig selv noget forkert i at danne et nyt ord med en af de endelser. Det 'forkerte' ved at danne og bruge "målbar" er at vi allerede har "målelig" og ikke savner et nyt ord for det samme, men man kan ikke sådan forhindre sproget i at ændre sig.

En nordmand skrev:

/-bar/ kommer av "å bære", mens /-lig/ er adjektivet "lik" (dansk "lig"). -bar-avledninger beskriver at noe /gjør mulig/ eller /tåler/ grunnordet (oftest et verb). -lig-avledningene beskriver likhet med grunnordet (både verb og substantiv). Skal vi gjette at -lig-avledninger fra verb -- i hvert fall opprinnelig -- har vært brukt adverbialt? "Han gikk makelig".

Så det er heller -lig-endelsen som har spredd seg på bekostning av -bar, men den utviklinga ligger sikkert langt tilbake i tid.

Retskrivningsordbogen (RO) har 136 opslagsord der ender på -bar og 1068 der ender på -lig. Den sidste endelse er altså meget mere produktiv end den første, men den er jo ikke sjælden.

En anden søgte efter ordene på nettet:

Google, danske sider:

håndterbar:3'460         
håndterlig:915
uhåndterbar:148
uhåndterlig:647
(Hmm... det er da egentlig en spøjs fordeling.)
målbar:9'440
målelig:3'710
umålbar:13
umålelig:419
Der var den igen? Hænger -lig bedre sammen med negative ord end -bar?

I de fleste tilfælde vil der ikke være betydningsforskel på om man vælger den ene eller den anden endelse. "Ubetalelig" og (det forkerte) "ubetalbar" betyder det samme. Der er dog nogle få eksempler hvor der er forskel:

mandligmandbar
ærligærbar
farligfarbar
strafligstrafbar

Én slog op i Den Danske Ordbog:

"Målbar" er med i DDO, "håndterbar" er ikke et selvstændigt opslagsord, men nævnes som synonym til "håndterlig".

Når jeg indimellem har dristet mig til at bruge det rigtige ord, er jeg endda blevet rettet af andre.

Vis dem RO. "Målelig" og "håndterlig" står begge deri. Det gør "målbar" for øvrigt også, men ikke "håndterbar". Bemærk dog at man ikke kan bruge RO som argument for at et ord ikke eksisterer fordi dens 65'000 opslagsord i sagens natur kun er en forsvindende del af de eksisterende danske ord.

Vi har jo mange anglicismer, men mon ikke dette er et udtryk for en form for "svedisme" - selv om ordene stammer fra før Øresundsbron?

Jeg fik ikke bekræftet den hypotese i debatgruppen, men der har tidligere været flere eksempler på at svensk har påvirket dansk.

Det, der piner mig mest i denne sammenhæng, er, at en del af mine kolleger er blandt de, der retter mig, og selvsagt anvender de "bare" ord - og vi er - med skam at melde - skolelærere! Er det kun i vores amt, at fænomenet eksisterer, eller er det så udbredt, som jeg desværre tror?

Det lader til at -bar er ved at tage terræn fra -lig ved visse ord.

Imidlertid behøver det ikke give anledning til bekymring. Begge endelser er pæredanske, og orddannelser med -bar følger blot et velkendt mønster. Tænk også på at der ifølge nordmanden for længe siden skete det modsatte: at -lig erobrede plads på bekostning af -bar. Den slags ændringer sker hele tiden med et levende sprog.


Fra Søren Rode Kristensen, 17/8-2005:

Jeg vil gerne kæmpe for at det danske skriftsprog ikke bliver som det norske!

Hvilket af dem?

Æv, jeg troede den gik! Jeg kender ærlig talt ikke forskellen på Ivar Aasens nynorsk og Knud Knudsens bokmål,

Bare rolig, det gør jeg såmænd heller ikke, men jeg har deltaget i en norsk debatgruppe (på nettet) om sprog, og det er ikke ret meget overdrevet at hver deltager skrev med sin egen stavemåde. Sådanne forhold ønsker jeg ikke for det danske skriftsprog, men det er der nu heller ikke udsigt til at vi får.

men ikke desto mindre er jeg bekymret, nærmest arrig, over at danske poder lærer at stave til Svejts, majonæse, resurser osv.

Der er såmænd ingen grund til bekymring. Du er formodentlig selv glad for at du ikke behøver at huske på hvordan boeuf, lieutenant, liqueur, milieu og vanille staves, men langt enklere kan nøjes med at skrive bøf, løjtnant, likør, miljø og vanilje.

I 1986 kom der er en revision af Retskrivningsordbogen. Ca. 400 ud af 65'000 opslagsord var blevet ændret. Nogle af ændringerne var så indlysende at de fleste troede at de allerede var indført, og andre drejede sig om reduktion af dobbeltformer til én form.

Imidlertid hæftede medierne sig ved at Sprognævnet havde indført "majonæse" som en alternativ form til "mayonnaise" (som ret få kunne stave korrekt). Det fik medierne blæst op til at nærmest alle ord var forenklede, og at man kunne stave som det passede én. Den majonæsekrig der fulgte, har skadet stavedebatten i Danmark umådeligt meget, og vi døjer med eftervirkningerne stadigvæk. F.eks. tror du at logiske forenklinger af samme slags som har været kendt længe, skulle være tegn på sædernes forfald.

Nu vil jeg ikke være så flabet at bede dig stave til de andre tilladte former af de ord du nævner, og jeg skrev da også "mayonnaise" i det foregående afsnit (havde du husket at der er to n'er?), men jeg har set fire personer skælde ud over "majonæse" og kæmpe for den rigtige form - som de altså uheldigvis stavede "mayonaise". "Ressource" er også lumsk fordi den danske stavemåde med to s'er svarer til den franske, mens den engelske kun har ét s.

Det eneste 'problem' når ændringerne indføres, er at mange af os er vant til den gamle form. En generation senere er 'problemet' forsvundet som dug for solen.

Jeg husker skam også godt den ballade der var da "milieu" blev fjernet så kun "miljø" var korrekt. Det blev spået at Ragnarok var nært forestående.

... og så havde jeg faktisk skrevet "millieu" indtil jeg fik ordet slået op i mine gamle ordbøger. Godt man er fri for at spekulere på sådan en latterlig detail ... detaile ... detaille - øh, jeg mener detalje.


Fra Erik B. Madsen, 6/8-2005:

RO96 har en besynderlighed:

Det er måske ikke så besynderligt endda.

De franske benævnelser accent aigu og accent grave accepteres, men circonflexe findes ikke, derimod circumfleks. Dette ord findes ikke af søgefunktionen, man skal selv opsøge det.

Det forstår jeg ikke, men det kan være stavefejlen der gør det. "Cirkumfleks" er et helt normalt opslagsord i RO96 samt den gældende RO fra 2001. "Circonflexe" findes ikke i nogen af dem.

Min udgave af RO96 er version 1.0, måske er det rettet i senere udgaver.

Nej, det er ikke ændret. "Circonflexe" (som står i fremmedordbogen) er den franske form af det latinske "circumflexus". Vi har ingen andre ord med "circon-". Derimod har fremmedordebogen seks sammensætninger med "cirkum-" foruden at det er forklaret som selvstændigt opslag. Der er derfor god grund til at bruge den latinske form (stavet på dansk) i stedet for at bevare den franske.

Der er ikke tilsvarende overvejelser der gør sig gældende ved de to franske ord for accenter. De er franske i deres natur, og der er ingen oplagt anden dansk form som man kunne få ordene til at ligne. Bortset fra det kan man ikke stave "grave" på nogen anden fornuftig måde. "Aigu" kunne i teorien godt blive til "egy", men jeg tvivler på at det vil ske.

På dansk bruges der kun én accent, og den hedder derfor blot "accent".


Fra Erik B. Madsen, 25/6-2005:

Når nogen påstår at en tyvestykspakning indeholder tyve styks, er det så fuge-s'et fra "tyvestykspakning", der optræder som fejlagtigt flertal-s i "tyve styks"?

I debatgruppen om sprog har vi berørt det fænomen nogle gange. Vi kom ikke frem til nogen konklusion.

Enheder flertalsbøjes jo ikke på dansk,

Jo, såmænd gør de så. Der er blot flere af dem hvor der ikke er forskel på de to former. Enheder hvor man kan se forskel, er f.eks. "grad(er)" og "krone(r)". I Retskrivningsordbogen står der: "meter sb., -en, meter (fork.: m).", og det betyder at "meter" i flertal også hedder "meter".

og iøvrigt hedder "styk" jo da "styk" i flertal.

Ja, det gør det, og "stykke" hedder "stykker", så der er ikke en korrekt flertalsform der hedder "styks". Den er imidlertid ganske udbredt. Jeg har kendt og brugt den så længe jeg kan huske.

Din forklaring med at det er fuge-s'et der bevares som flertalsform (eller inspirerer eller hvad det nu gør), kan sagtens være den rigtige, men jeg ved det som sagt ikke.

Jeg søgte på Google på danske sider og fandt følgende:

styk: 30'700
stks: 7'430
styks: 8'080

Både "stks" og "styks" kan være en korrekt genitivform, og ved et hurtigt kik på søgeresultaterne fremgår det da også at det bruges sådan, men i andre eksempler er både "stks" og "styks" brugt som flertalsform. Lidt overraskende viser det sig at den også bruges som entalsform. Google viste f.eks. (løsrevet): "Et styks analyse" og "1 styks Abit Kt7a-raid".

Delvis optælling:

styks I 20 ud af 30 eksempler er det en flertalsform. I de fleste af de sidste er det ental.
stks I 21 ud af 30 eksempler er det en flertalsform.
styk I 13 ud af 30 er det en flertalsform. Deraf kan man dog ikke konkludere at den er sjældnere end de andre for "styk" bruges jo meget mere.

Man kan altså kun konkludere at "styks" er en sideform som er ganske udbredt og at den både skrives "styks" og "stks".


Fra Thomas Jensen, 15/6-2005:

Vi har kigget (ofte) på jeres udmærkede hjemmeside, men der er en ting, der generer os lidt. Under jeres "Slogans", som ifølge jer selv er eksempler på "omhyggelig sprogbrug", er der et enkelt, som vi er uenige i. Det drejer sig om et slogan, som vi (som århusianere) ofte ser: Hummel Gulves slogan "Er gulvet grim og skummel? Så ring til Hummel!". Jeg giver jer ret i, at det er finurligt, men det kan ikke betegnes som omhyggeligt sprogbrug, da det er grammatisk ukorrekt.

Jeg er uenig. "Omhyggeligt" vil sige at man bevidst overvejer hvad man foretager sig og vælger en løsning der er gode argumenter for - også når denne er ukorrekt.

Der er ikke særlig mange rim på "Hummel". Det er derfor forståeligt at man har måttet bøje reglerne for at få lavet et rimende slogan.

Da kendeordet for "gulv" er "et" skal der også "t" på tillægsordene "grim" og "skummel".

Ja, det er klart at det ville være det korrekte.

Man kan selvfølgelig lægge det ind under, at det er et århusiansk firma, men det er stadigvæk ikke korrekt, og derfor burde det heller ikke høre hjemme under eksempler på omhyggeligt sprogbrug.

Et par andre af de citerede slogans er heller ikke strengt korrekte:

Er konen umulius?
Køb blomster hos Julius

Der mangler et "en" foran "umulius", men det ville jo bryde rytmen.

Forårsruller er ovn-ud gode!

Der er ikke noget der hedder "ovn-ud". Det skrives "ovenud". Pointen er imidlertid klar nok og kan ikke slås fast på samme måde med normalt sprog.

Tak for en god hjemmeside for en nødvendig sag!

Velbekomme. Det glæder mig at I har fornøjelse af den.


Fra Edmund Christiansen, 6/6-2005:

Ifølge Retskrivningsordbogen er ordet "meget" et adjektiv uden alternative muligheder.

Både og. Alle adjektiver kan også bruges som adverbier. Det oplyses ikke specielt ved hvert enkelt. Der står kun noget om adverbialformen hvis den dannes ved at tilføje -t eller hvis den er usædvanlig.

Det synes at stride mod min barnelærdom, idet jeg så skulle kunne sige "et meget hus" etc.

Nej, det kan man ikke sige. Et adjektiv giver ikke nødvendigvis mening i alle sammenhænge. Man kan heller ikke sige "et yderst hus", men nok "det yderste hus". Man kan godt sige at fru Jørgensen drikker meget kaffe, og der er er "meget" et adjektiv.

Jeg vil mene, at det er, eller i hvert fald kan være, et adverbium som fx i "hun synger meget" eller "hun synger meget højt".

Lige præcis. Det er ikke i modstrid med Retskrivningsordbogens (RO) oplysninger. Man skal blot kende de generelle principper som gælder for dens brug.

PS: Jeg nægter at bruge flertalsformen "variabler" i stedet for variable. Da jeg underviser i matematik, har denne lydighedsnægtelse et betydeligt omfang. Gør det mig til en fortabt synder i Fidusos øjne?

Nej. Der er to ting at sige dertil:

1. Retskrivningsordbogen tillader to former:

variabel sb., variablen, variable el. variabler, bf. pl. variable(r)ne.

Når den gør det, er de to former ligeberettigede og den ene altså ikke bedre end den anden. Der er heller ingen pligt til at benytte begge former.

2. Når du har taget bevidst stilling til et sprogligt forhold, gør du præcis det som Fiduso opfordrer til: Du gør dig umage. Fiduso forlanger ikke at dit valg skal være i overensstemmelse med en eller anden norm, ikke engang RO's skriftnorm. Fiduso forlanger kun at man tænker sig om og har gode grunde til at gøre som man gør.

Der er nok mange der tror at Fiduso forlanger at man kun retter sig efter RO's anvisninger, men det er ikke tilfældet. Man kan skam også gøre sig umage med slang, sms-sprog, fagjargon, gammeldags sprog, kancellistil osv. Det er kun et spørgsmål om at der skal være en grund til at vælge en bestemt stil, og at den skal være gennemført omhyggeligt.

De fejlnotitser Fiduso får tilsendt, handler alle om tekster som er skrevet i almindelig sprogstil, og der er RO naturligvis autoriteten, men vores side med slogans skulle gerne illustrere at der kan være andre regler der træder i kraft. Se f.eks. på Daloons slogan der jo er forkert ud fra en normalsproglig norm: "Forårsruller er ovn-ud gode!". Sloganet formidler imidlertid et budskab som normalsprog slet ikke kan på samme måde. Derfor er det kreativ sprogbrug og omhu - og ikke sjusk.


Fra Ole Ekstrand, 31/5-2005:

Jeg blev opmærksom på jeres hjemmeside i dagens Politiken, så jeg skynder mig med et spørgsmål som ikke er nyt men dog stadig relevant.

Det skal du være velkommen til.

Dræbt af, eller omkommet ved naturkatastrofe! Det undrer mig at der er så få der omkommer ved naturkatastrofer. Nu om dage dræbes mennesker i stedet ved naturkatastrofer!

Det har jeg ikke tænkt over før, men det er nok rigtigt.

Det var min opfattelse at mennesker og dyr dræber men at naturen kræver sine ofre? Men det er måske mig der er galt afmarcheret!

Næ, det vil jeg nu ikke sige. At pressen i dag i højere grad bruger "dræbe", skyldes nok trangen til eller behovet for at skrive dramatisk. Der er mere blodigt sus over "dræbe" end over "omkomme".

Jeg er enig i at "dræbe" forudsætter et handlende 'væsen', men jeg vil ikke kalde det egentligt forkert at lade dette 'væsen' være en vulkan eller en anden naturkatastrofe. Vi bruger jo lignende menneskeliggørelser i andre sammenhænge:

Regnen piskede ned.
Søen tog hans liv.
Stormen var ubarmhjertig.
osv.


Fra Hans Jørgen Lassen, 30/5-2005:

som svarede på en tidligere mail.

En anden sproglig udvikling til det værre, efter min mening, er den omsiggribende brug af "du", inspireret af engelsk, hvorved distinktionen mellem "man" og "du" går tabt. Det er en fattiggørelse af sproget, en distinktion mindre.

Jeg er ganske enig. Det er en af de fejl jeg ikke kan acceptere. Som du også påpeger, så gør den jo netop sproget fattigere.

Så kan jeg ved gud heller ikke fordrage journalisternes evindelige pseudosolidariske "vi", der gør ditten og datten; "vi" æder og drikker for meget og motionerer for lidt, samt lider af fremmedangst og alt mulig andet.

I "Poeten og Lillemor" var der engang en lille perle (dem var der nu flere af). Poeten var syg og havde tilkaldt lægen. Denne ankommer overfrisk og hilser med et "God morgen. Nå, hvordan har vi det så i dag" og mere i den dur indtil han ser i sine papirer og udbryder: "Hov! De har jo ikke betalt Deres regning!".

"Kanon", som du selv nævner, og lad mig tilføje min yndlingsaversion: "fedt", hører ikke til de smukkeste udtryk. Så er der mere sjov i de lidt ældre vendinger som "knæhøj karse" eller "bred ymer".

De vendinger har jeg aldrig hørt som naturligt sprog, men kun mødt som pseudoeksempler på moderne sprog.


Fra Harly Foged, 30/5-2005

Gennem mange år har det gjort lidt ondt på mig at høre, hvordan de fleste landsmænd bruger tre sæt ord i flæng. Det er: "ligge" og "lægge", "sidde" og "sætte" samt "springe" og "sprænge".

Ja, vi har godt bemærket fænomenet. Spørgsmålet er dog om det er et problem. På dansk har vi tidligere haft andre dobbeltverber som er blevet til ét:

brinde - brænde
drukne - drænke
ryge - røge ("røge" overlever i udtryk om røgede madvarer)

Disse dobbeltformer er der ingen der savner. Det viser at den ændring der nu foregår med "ligge/lægge", "sidde/sætte" og "springe/sprænge" ikke er et nyt fænomen og ikke er ødelæggende for sproget. Jeg regner med at vi i løbet af måske en generation kun har ét verbum tilbage i disse udtryk. Ved "hænge" er der faktisk også to verber, men de staves ens i flere former, og de er næsten gledet helt sammen. Retskrivningsordbogen (RO) skriver nemlig:

1. hænge vb., -te; hænge sig; hun hængte frakken på knagen.
2. hænge vb., -te el. hang, hængt; frakken hang el. hængte på knagen.

Den sidste rest af forskel er altså at man ifølge RO ikke kan sige at man hang frakken på knagen - men den slags generer vist ikke store ånder, for det er et ganske normalt udtryk.

Alt sammen er det udtryk for den slags ændringer der hele tiden foregår med sproget fordi det er levende. Vi kan næppe forstå vikingerne - og de os - hvis altså vi kunne møde dem. Der er kommet alt for mange 'fejl' til som er blevet normalt sprog.

I øvrigt diskuterede jeg for nylig netop dette forhold med én som heller ikke bryder sig om denne ændring, men som i løbet af samtalen selv lavede den slags fejl i verberne.

Derfor vil jeg henstille til Fiduso at slå et slag for den rette brug af disse ord.

Det ville være en kamp mod vejrmøller.

En huskeregel for brugen af dem er meget enkel:
Ordene med "i" er noget du kan gøre med kroppen.
Ordene med "æ" er noget du kan gøre med hænderne. Altså hvis du ikke er en høne, der lægger æg.

Ja, men når man taler, så tænker man ikke på huskeregler, men på hvad man er optaget af, og så bliver sproget sådan som det nu bliver.

Det kan være lidt generende at leve i en sådan overgangsfase hvor man selv er vokset op med en norm som man behersker, mens man stødes over at andre ikke følger samme norm, men alle mennesker lever jo til alle tider i en sproglig overgangsfase. Derfor er der forskel på hvordan gamle, midaldrende og unge mennesker taler, og det er en rigdom.

Bemærk at dette ikke er et forsvar for at alle fejl bare er okay. Det er langt fra tilfældet, men det er min opfattelse at man må vurdere de konkrete fejl og se tilbage i den sproglige historie om det er noget nyt og potentielt ødelæggende for sproget der er ved at ske, eller om det er et velkendt fænomen der blot er slået ind på et nyt område.


Fra Jes Kasper Klittum, 24/5-2005:

Jeg har lige et spørgsmål, som jeg håber du kan svare på. Jeg faldt over en artikel på comon.dk i går hvor overskriften var:

IT-servicemarkedet vækster

Ja, kønt er det ikke.

Dette synes jeg skar en del i øjnene, idet jeg ikke mener at 'vækst' kan bruges som et verbum. Er det korrekt?

Sådan noget er svært at svare på. Korrekt er det som danskere har sagt eller skrevet til hinanden 'længe nok'. Der er vist ingen der tror at vi ville kunne forstå vikingerne eller de os hvis altså vi kunne møde dem. Og hvad er længe nok? Det er forskelligt og forskelligt fra person til person. Dansk Sprognævn der udgiver Retskrivningsordbogen, fastlægger ikke korrekt sprog, men stort set kun korrekt stavning.

Så vidt jeg ved er den eneste måde ordet 'vækster' kan bruges, som en flertalsbetegnelse for planter?

Ja, det er det normale, og den anden brug er ikke særlig udbredt.

Et andet klip fra samme artikel:

Sammenlignet med sidste halvdel af 2003 er det danske it-servicemarked vækstet med syv procent

Uhhhh - kuldegys. I deres forum kommenterede jeg dette og fik følgende svar:

"Vækste" som udsagnsord er faktisk meget brugt i visse dele af verden, men jo nok ikke i din.

Her er et klip fra et svar da jeg ville høre andres mening i sproggruppen:

Det er sandsynligvis udbredt blandt (nogle af) dem der også siger "at drifte"

Søger man med Google giver "vækste" 411 træffere, mens "vokse" giver 162'000, så der er nok ikke nogen grund til at tro at det er noget der vil vinde indpas i almindeligt sprog.

Er det korrekt?

Tja. Det er tilladt at lave nye ord hvis man følger de grundlæggende regler. F.eks. kan man sammensætte nye navneord ret frit, og man kan også danne nye verber. Hvis én synes at han har brug for at skrive "at compute" i stedet for "at sidde ved en computer og abejde", så er der ikke noget i vejen med det. Jeg forstår dog ikke behovet for at udskifte "vokse" med "vækste", så jeg kan kun opfatte det som kejserens nye klæder-sprog, også kaldet "managementsprog".

Og er det dermed korrekt dansk fordi det bruges en del i visse dele af verden?

Det vil være en fejl i en normalsproglig tekst.

[Senere:]
Nu har jeg fået en bedre forklaring:

Korrekt eller ej, det er i hvert fald temmelig udbredt. Jeg har drøftet det med en kollega, og så vidt vi kan bedømme, bruges "vækste" til at beskrive en positiv, økonomisk vækst i et firma.

Man kan vokse (udvide medarbejderstaben - købe flere maskiner) uden at det medfører økonomisk gevinst - eller "bidrager positivt til bundlinien" (et andet, ikke specielt kønt udtryk som hærger p.t.). Men hvis man siger "lille Emil vækster helt vildt" er det nok lidt for langt ude (eller på tide at holde lang ferie fra jobbet).


Fra Thomas Valentin S. Christiansen, 9/4-2005:

Var inde og læse jeres så udemærkede hjemmeside, som jeg fandt yderst interessant. Jeg har dog et spørgsmål, som jeg håber I kan være behjælpelig med at svare på.

Der er indsneget sig tre meget brugte ord i det danske sprog, jeg ikke finder korrekte. Det drejer sig om ordene: "sponsorering", "kollegaer" og "publikummer". Kan du/I sige om disse ord er tilladte at bruge eller om jeg gør det rigtige, når jeg retter folk til det jeg mener er rigtig. Det være sig: "sponsering", "kolleger" og "et medlem af publikum".

Den slags slår jeg op i Retskrivningsordbogen. Man kan ikke afvise et ord blot fordi det ikke findes deri - der er trods alt kun ca. 65'000 opslag, og vores sprog er langt rigere end det - men ord der står deri, må siges at være korrekte.

Alle dine 'forkerte' ord er at finde i RO:

sponsere (el. sponsorere) vb., -ede.
kollega sb., -en, -er el. kolleger.
publikummer sb., -en, -e, bf. pl. publikummerne.

For en del år siden var "sponsere", "kollegaer" og "publikummer" forkerte, men det er logiske orddannelser:

sponsor - sponsere
montør - montere
kontrollør - kontrollere

I virkeligheden er den lange måde at danne verbum på ("sponsorering") nok sjældnere brugt end den korte.

"Kollega" havde i begyndelsen kun den bøjning som du foretrækker, men "kollegaer" er jo den normale måde at danne flertal på dansk, så det kan ikke undre at den har fortrængt den første.

Der er andre eksempler på at danske bøjninger overstyrer fremmedartede. Der er f.eks. en del -um-ord på dansk: "museum", "kollegium", "gymnasium", "studium", "centrum" og flere. I begyndelsen var der kun én mulig bøjning af disse ord:

museum, museet, museer

men i dag konkurrerer de med en dansk bøjning:

museum, museummet, museummer

eller også fjernes -um-endelsen:

et kollegie, et gymnasie

(Den form dur ikke rigtig ved "museum" - "et musee"?)

De sidstnævnte former var faktisk tæt på at blive indført ved den sidste revision af RO, men en minister fik kolde fødder og greb ind så det ikke skete.

"Studium" og "centrum" er specielle for der findes i dag to (tre) former med forskellig betydning:

Et center er en samling bygninger eller en institution.
Et centrum er midtpunkt for f.eks. en cirkel eller en by.

et studie er et lokale
en studie er et stykke arbejde (selv om n-formen nok går i glemmebogen og afløses af t-formen også i den betydning).
et studium er en årelang proces ved en læreanstalt.

Egentlig ser jeg det som et sundt tegn at de regelmæssige danske bøjninger udkonkurrerer sprogfremmede former, og med de to sidste eksempler er det jo smart at man lader to lidt forskellige former få to forskellige betydninger som alligevel relaterer til grundbetydningen.

Det er spøjst, men også logisk, at man fra masseordet "publikum" har dannet et normalt navneord "en publikummer". Der er åbenbart behov for at omtale et enkelt eksemplar. Du har ret i at det kunne gøres med "medlem af" eller "deltager i/blandt", men det er omstændelige konstruktioner som nok føles kancelliagtige.

I skoleverdenen har vi længe brugt et tilsvarende ord, nemlig "en forælder". At sige f.eks. "en af forældrene" ved et barn der kun har én (nulevende eller kendt), er misvisende. At tage højde for den slags uden at sige "forælder" ville resultere i klodset sprog der besværliggør kommunikationen.

Overordnet set er der tale om at sproget tilpasser sig de situationer og meddelelser det skal bruges i og til. Ændringer af eksisterende ord er sket løbende lige siden de første grynt og hyl. Det er jo netop sådan det sprog som vi holder af, er blevet til.

Når man lever i en sproglig overgangsfase (hvilket alle mennesker gør til alle tider), er der sikkert nye ord og udtryk man ikke bryder sig om. Det er helt fint at man bevarer det sprog man selv foretrækker. Det betyder f.eks. at man kan høre forskel på hvordan en 20-årig og en 70-årig udtrykker sig, og det er en rigdom.


Fra Lisbeth Eriksen, 14/3-2005:

Endnu har jeg ikke haft tid til at 'støve' alle Fidusos sider igennem,

Næ, der er jo efterhånden også kommet meget til.

så måske er følgende blot en gentagelse - men alligevel:

Næ, der er faktisk ikke andre der har skrevet om netop det. Jeg har imidlertid en enkelt diskret hentydning i en af de Fidusotekster jeg har skrevet.

Et af de udtryk, som oftere og oftere benyttes, og som efter min mening bør udryddes hurtigst muligt er: "både ..., men også" - altså sammenblandingen af udtrykkene "både ... og" og "ikke kun ..., men også".

Ja, jeg har bemærket det og undrer mig også. Folks grammatiske spændvidde er somme tider utroligt kort. Imidlertid er udtrykket nu så udbredt at det ikke nytter at kæmpe imod. Det hører til sjældenhederne at folk bruger "og" efter "både".

Desuden er ordet "rimelig" temmelig misbrugt, for hvis man holder sig ordets oprindelige betydning ("retfærdig", "fornuftig", "tilpas") for øje, hvorledes kan noget så være f.eks. "rimelig katastrofalt", "rimelig negativt" osv.? I sådanne tilfælde ville ordet "temmelig" være mere på sin plads.

Hæ! Det er en af mine kæpheste - men ikke på den måde du lige tror.

"Temmelig" kommer fra tysk "ziemlich" der i sin tid betød "sømmeligt" - noget med at følge normer. "Ret" betød oprindeligt også noget med at følge retsnormerne. Disse ord er altså helt på linje med "rimeligt" som også betegner noget med at respektere nogle regler. Tænk f.eks. på "ret og rimeligt".

Ikke desto mindre har vi i mange år brugt både "temmelig" og "ret" som rent forstærkende ord. Der er derfor ikke noget mystisk i at "rimeligt" nu indtæder i samme rolle.

 
Sidst rettet 26/4-2016.