Fra Henrik Gimbel, 25/2-2008:

Med risiko for at blive hængt ud som politisk ukorrekt ville jeg så gerne vide, hvad en "etnisk dansker" er?

En politisk korrekt holdning er så ubrugelig som noget. Den resulterer som regel i at man nervøst udskifter den ene betegnelse efter den anden i håb om at man kan undgå at fornærme nogen ved at kalde dem hvad de er.

Hvorledes kan man som dansk være etnisk i sit eget fædreland?

Det kan man faktisk nemt.

"Ethnos" er et græsk ord der blot betyder "folk". Det bruges i flere forskellige fremmedord der alle har det til fælles at de har noget med folk eller folkeslag at gøre. En etnisk gruppe betyder derfor ikke ret meget andet end en befolkningsgruppe. I den forstand er alle mennesker på jorden etniske, også vi danskere.

I nyere tid er der som bekendt kommet mange forskellige befolkningsgrupper (etniske grupper) til landet med større eller mindre problemer til følge, og et af de små er hvad vi skal kalde dem. Det startede med tyrkere der blev inviteret hertil (og det skal man ikke glemme) for at lave alt det lavstatusarbejde som danskere ikke gad. De blev først kaldt "fremmedarbejdere", og da det blev politisk ukorrekt, gik man over til "gæstearbejdere".

I den endnu nyere og urolige tid fik vi så en strøm af indvandrere og flygtninge, og de blev så kaldt sådan - ofte uden at man skelnede mellem de to slags.

Det blev noget roderi at have med at gøre, for man kunne jo ikke se på en person om vedkommende var gæstearbejder, indvandrer, flygtning eller udstationeret af et internationalt firma. Derfor blev der behov for en samlebetegneelse. På gadeplan blev det "perker" (omend det primært bruges om folk med arabisk baggrund), og på politisk korrekt plan blev det "folk af anden etnisk herkomst (end dansk)". Deraf kan man i øvrigt se at også danskere er etniske. Ellers ville det jo ikke hedde "anden".

Hvis man så ville tale om en 'ægte' dansker i modsætning til en anden slags dansker, så begyndte man at sige "etniske danskere". Nogen klar definition af begrebet er der dog ingen der har givet, og den kommer heller aldrig. Jeg - som i enhver forstand er etnisk dansker - har i hvert fald tysk blod i årerne, og hvem ved hvilke andre folkeslag mine forfædre har tilhørt? Men det betyder et eller andet med at mange af mine forfædre i mange år har levet hele deres liv i Danmark, og at jeg selv er vokset op i landet.

Når danskere før i tiden selv kom til et fremmed land, kaldte man ganske enkelt de lokale for "indfødte", men da de indfødte blev opfattet som primitive og tilbagestående, var det ikke en betegnelse vi ville hæfte på os selv. Derudover udtrykker den nok heller ikke helt det samme som "etnisk dansker" fordi det ikke er nok at man er født i Danmark.

Der er nogle få der er begyndt at bruge ordet "etner" om folk der ikke er etniske danskere. Der er på sin vis ingen logik i det, for som vi alle er etniske, er vi selvfølgelig også alle etnere. Men vi kan jo vedtage ordenes betydning selv, og "etner" kunne fint udfylde det behov man vitterligt har for at karakterisere visse sider af et menneske. I praksis er der dog næsten ingen der bruger det. Det (ikke altid) nedsættende "perker" er meget mere almindeligt.

Vi har imidlertid ordet "pæredansk", og deraf kunne man fint danne navneordet "pæredansker". Det har den fordel at det forstås umiddelbart

Ved søgning på Google finder man:

etnisk dansker2'360
ægte dansker598
pæredansker48
dansker729'000

Det viser at det åbenbart er sjældent at vi har brug for at skelne mellem pæredanskere og alle mulige andre danskere - på skrift i hvert fald.


Fra Erik Sigh, 22/2-2008:

Hvor er der mange der bruger at skrive "én" og "ét" i stedet for "en" og "et".

Det synes jeg ikke jeg ser i de daglige tekster jeg læser, men jeg har langt fra berøring med alle (skriftlige) kredse.

Nok det mest udbredte tilfælde er hvor "en" eller "et" står foran "af", fx "én af dagene".

Desværre behandler Google et é som et e, og det gør det umuligt at søge på forskellen i brugen af de to bogstaver.

Det er mit indtryk at det blot er en form for overflødig lydskrift

Det kunne jeg godt forestille mig.

for i udtrykket "en af dagene" har ordet "en" jo en anden betoning end i udtrykket "en dag" hvor ingen vel kunne finde på at skrive "én dag" med mindre det drejer sin om én dag i modsætning til flere dage.

Godt argument.

Er det ikke korrekt forstået at én og ét kun bør bruges hvor det ikke (umiddelbart) fremgår af sammenhængen at der et tale om en enkelt i modsætning til flere?

Retskrivningsordbogen siger om accenten:

Man kan bruge accenttegn (´ = accent aigu) for at forebygge misforståelser eller fejllæsninger. Accenttegn kan bruges over både små og store bogstaver. Med accenten viser man at en stavelse udtales med stærkt tryk (jf. dog punkt 5 nedenfor). Accenttegnet er således et hjælpemiddel som man kan bruge for at lette læsningen. Men man er aldrig tvunget til at bruge accent: Der er intet ord i Retskrivningsordbogen som altid skal skrives med accent.

Det vil jeg opfatte som en bekræftelse af din mening: Man forebygger ingen misforståelser i dine eksempler.

Fx: "Der bor en mand i huset" og "Der bor én mand i huset" hvor en og én har hver sin særlige betydning, men i ganske mange (de fleste?) tilfælde er det helt overflødigt at skrive én og ét, fx "Han kommer én af dagene mellem jul og nytår", hvor der blot er tale om helt overflødig lydskrift.

Det er jeg enig i.


Fra Elisabeth Flebbe, 11/2-2008:

Som medlem at fiduso er der noget som længe har plaget mig. Det drejer sig om brug af flertals-s på låneord som "job" eller "mail".

Ja, det er også et område hvor der hersker meget tvivl.

Jeg mener ikke at der skal sættes s efter disse ord, selvom de står i flertal. Altså "et job - flere job". Det samme gælder "mail". Jeg får altså ikke flere mails om dagen, men flere mail om dagen. Men når stort set alle andre bruger at sætte s på flertalformen, kan jeg godt komme lidt i tvivl.

Jeg slår den slags ord jeg kommer i tvivl om, op i Retskrivningsordbogen som jeg har på cd, men den ligger også på nettet.

job sb., -bet, job, bf. pl. -bene.

mail sb., -en, -s el. mail, bf. pl. mailene.

Ved "job" er kun flertalsformen uden s korrekt. Ved "mail" er der valgfrihed. Man kan dog bemærke at s'et ikke medtages i den bestemte flertalsform. Ved "ton" er det også valgfrit.

Hvad siger Fiduso - er det korrekt dansk sprogbrug at anvende engelsk flertalsform på et låneoord?

Generelt bruger vi ofte den originale stavemåde og bøjning af nye indlån. Det er derfor at vi overhovedet har flertalsformer med -s. Det er sådan set ikke en dansk bøjning. Vi har s-bøjning ved de tre nævnte ord, men ordet "computer" har aldrig haft en s-bøjning hvilket netop viser at den ikke fornemmes som dansk. Men ordet ligger lige til den velkendte danske bøjning, og så får det den med det samme.

"Ton" er sådan set gammelt - ODS har et eksempel fra 1807 - så det burde vel egentlig have fået frataget sit s, men der er åbenbart så mange sikre sprogbrugere der stadig sætter s på, at Sprognævnet har valgt at tillade det. Det kunne ellers fjerne fejl af typen "et tons".

Jeg søgte lige på Google, og minsandten om ikke der er flere forekomster af "et tons" end af "et ton" (22'800 - 19'600). Det er da ellers et godt argument for at fjerne s'et i flertal.


 
Sidst rettet 26/4-2016