Skrællemænd, arkiv 2007
"Skrællemænd" er dk.kultur.sprogs egen betegnelse for en speciel slags fejl, en betegnelse som Fiduso tager til sig. Fejlen opstår når én hører et ord han ikke kender, men tror at forstå, og så bruger en stavemåde og/eller udtale der passer til den nye (og forkerte) tolkning. Vi har derfor valgt at kalde dem "skrællemænd" fordi det er en sådan 'nytolkning' af "skraldemand".
Vi begyndte med at stille nogle krav til en skrællemand, men har siden besluttet at opdele dem i fire grupper. Det gælder dog for dem alle at vi ikke tager børns misforståelser med. Det skal være voksnes fejl der begås i god tro, og det må ikke være til lejligheden konstruerede eksempler. De skal være hentet fra det virkelige liv.
I den første gruppe kræves det at det nye ord skal give god mening for en ukyndig, altså en mening der passer med det oprindelige begreb. "Skrællemand" er et sådant eksempel fordi en mand der tager sig af skræller er cirka det samme som en der tager sig af skrald. Den slags ord kalder vi "ægte skrællemænd".
De nyeste skrællemænd står øverst i hver sektion og er mærket på denne måde. Resten er nogenlunde sorteret alfabetisk efter nøgleordet (den rigtige version).
I den anden gruppe kræves det desuden at det nye ord skal have samme betydning som det det erstatter. Et eksempel er "malpladseret" i stedet for "malplaceret". Den slags kaldes ensbetydende skrællemænd.
I den tredje gruppe kræves det kun at det nye ord skal give mening. Den behøver ikke have tilknytning til det oprindelige begreb. Et eksempel på det er "selvskab". Man kan ikke ud fra det ord udlede hvad det betyder.
Den sidste gruppe er ord der i dag er korrekte, men som var skrællemænd dengang de blev indført i sproget. I den gruppe vil vi ikke skelne mellem hvilken slags mening de giver. Det er så de autoriserede skrællemænd.
Hvis I kender ord eller udtryk der opfylder disse kriterier, vil vi gerne sætte dem på listen.
Inspirationen til dette her stammer fra den engelske sproggruppe alt.usage.english hvor man har dannet betegnelsen "eggcorn" for fejltypen. Det kan man læse mere om på engelsk.
PS. Siden da er der kommet endnu en gruppe til. Hvis det kun er ét bogstav der er forkert og udtalen af de to ord er (næsten) ens, kan det være svært at afgøre om det er en stavefejl eller personen virkelig har tænkt på et alternativt ord.
Ægte skrællemænd (erstatningen giver cirka samme mening) | |
---|---|
Forkert udtryk | I stedet for |
har sine fangearme ude | fangarme |
fåmeldte | fåmælte |
det glitrede danske samfund | glittede |
kuglepind | kuglepen |
holde en kunstnerpause | kunstpause |
Så fik jeg mod på tanden. | blod |
rangstien | rangstigen |
få snerten af noget | færten |
svinggerninger | svinkeærinder |
sorgende | sårende |
60 dages ophold i vildnæsset | vildnisset |
Ensbetydende skrællemænd | |
ærketype | arketype |
nu render året ud | rinder |
snævertsindet | snæversynet |
sum og summarum | summa summarum |
Almindelige skrællemænd (giver ingen eller ringe mening) | |
arbejdsskiver | arbejdsgiver |
medhjælp til forfaldent arbejde | forefaldende |
kan ikke forlise mig med den. | forlige mig (evt. "forliges") |
husgeråd | husråd |
indtakt | intakt |
irergrønt kobbertag | irgrønt |
kamp til håret | kam |
karmer over | kammer |
koldhøne | kålhøgen |
det korte og det lange | det korte af det lange |
morløs | målløs |
Røveren forsvandt på cykel ud over marken i nattens muld og mørke. | mulm |
jeg er noget til | nået |
nødtørstig | nødtørftig |
pensionsfrugt, spiselig og lækker. | passionsfrugt |
havde formået at redde stormen af | ride stormen af |
selvvære | selvværd |
skelne til en række forhold | skele |
En Lean-baseret proces skralder disse lag af igen | skræller |
sporene skæmmer | skræmmer |
strømforsygning | strømforsyning |
somend el. som end | såmænd |
tilfredsdelende | tilfredsstillende |
disse trykimponerede trærester | trykimprægnerede |
tvangsanlagt | tvangsindlagt |
Hvis de bliver uenige, så er der en twist. | tvist |
undersiger | undsiger |
utilbens | ud til bens |
Somme tider kommer vi undervejs med oplysninger som | under vejr med |
Dannebrog vejrede ved Langelinie | vajede |
Forsvaret indledte en værgekampagne. | hvervekampagne |
vel og mærket | vel at mærke |
ørntviste | ørentviste |
ondsvagt | åndssvagt |
Udtaleskrællemænd (alle slags) | |
fast net-telefon (eng. udtale) | fastnettelefon |
forarvet | forarget |
højrystet | højrøstet |
Man bliver meget hurtigt forvent med sådan noget. | forvænt |
leverposteg | leverpostej |
Tak for din påskyndelse. | påskønnelse |
Autoriserede skrællemænd | |