Spørgsmål og svar, arkiv 2007
Fra Freddie Sindahl, 1/12-2007:
Jeg vil gerne spørge om jeg en den eneste der er træt af at høre ordet "angivelig" brugt i navnlig elektroniske medier.
Jeg har ikke specielt lagt mærke til det, men jeg kan spørge i sproggruppen om andre har.
Bemærk i øvrigt at "angivelig" findes som tilllægsord, men at det stort set altid bruges som biord og derfor staves "angiveligt". Mange forekomster af ordet "angivelig" er fejlstavet fordi der mangler et t. Man kan dog korrekt (men noget usædvanligt) skrive noget a la:
Det var et dokument med angivelig dokumentation for at føreren var beruset før han satte sig ind i vognen.
Jeg synes det er et fyldord som ikke har nogen berettigelse. Som eksempel kan jeg nævne at speakeren i TVA en dag sagde:
Efter angiveligt at have kørt over for rødt blev bilisten stoppet af en motorcykelbetjent.
Nu spørger jeg mig selv og jer: Hvilken mening giver ordet i en forbindelse som denne og mange andre af lignende karakter?
Det er ikke meningsløst i den sætning. Hvis journalisten udelod ordet, ville hans udsagn betyde at han med sikkerhed vidste at bilisten var kørt over for rødt. Ved et indføje "angiveligt" siger han at han ikke ved det helt sikkert, men at han har fået det oplyst af en ikke ligegyldig kilde.
Er der tale om en form for journalistjargon?
Nej, det er normalsprog, men det er et stilleje som ikke så ofte anvendes i daglig tale.
Eller er det bare en uvane som bruges i tide og utide i stil med uvanen med at sige "lissom" som var så udbredt for år tilbage?
Overdreven brug af et vilkårligt ord eller udtryk er en uvane.
Søger jeg på Google (danske sider), finder den 369'000 sider hvor ordet "angiveligt" forekommer. Her er et par eksempler:
Mercenaries 2 angiveligt udskudt - Gamers GlobeMercenaries 2 angiveligt udskudt.
"Kilder inden for spilbranchen siger at (udgivelsen af) Mercenaries 2 er udskudt."
Hvis "angiveligt" ikke var medtaget, ville det være en faktuel oplysning, og magasinet som skrev det, ville få ballade med deres læsere hvis det så viste sig at det ikke passede. Nu siger ordet "angiveligt" at det ikke er helt sikkert at det passer.Aqua-Lene savnede angiveligt de andre ...
"Rygterne siger at Aqua-Lene savnede ..."
OB byder angiveligt 6. mio kr for Esbjergs profi.
"En kilde inden for sportsverdenen har sagt at ..."
Vollsmose-sigtet ville angiveligt fyre TATP af for at fejre sin søns fødsel ...
Vil statsministeren redegøre uddybende for specialstyrkebasen Fort Bragg, der angiveligt er placeret under den grønlandske indlandsis?
En politiker har fået kendskab til at der skulle findes amerikanske baser under Grønlands indlandsis. Nu vil han gerne have vished for om det er tilfældet.
Jeg vender tilbage når jeg har hørt andres mening.
[Og senere:]
Jeg har nu hørt de andres mening, og den er på linje med min. Man bruger ordet når man har en oplysning som der er rimelig grund til at tillægge en vis vægt, men hvor man bare ikke (endnu) kan være sikker på at den er rigtig.
Det er oplagt at medier forholdsvis ofte vil have brug for ordet eftersom de jo søger oplysninger fra så mange kilder som muligt.
Der var ingen der syntes at ordet blev brugt for meget.
Fra Bo Andersen, 9/9-2007:
Desuden har jeg en konkret sag, som jeg håber Fidusos eksperter kan hjælpe med at opklare.
Det er en af de nemme. Retskrivningsordbogen har pr. (lov)definition altid ret. Folk i offentlige stillinger har pligt til at følge RO's anvisninger i deres arbejde.
I forbindelse med mit job, som indebærer meget skrivearbejde, kom jeg fornylig til at anvende ordet "maraton". Jeg blev senere gjort opmærksom på, at det var stavet forkert!
Det er det ikke. I Retskrivningsordbogen (RO) fra 1955 finder man "marathon" med h, men i 1986 blev det ændret så h'et forsvandt. "Maraton" har sltså været korrekt i over 20 år, og "marathon" har været en fejl lige så længe. "Triat(h)lon" finder man slet ikke i RO før 1996, og der blev det kun optaget med stavningen "triatlon", så "triathlon" har aldrig været korrekt.
I følge en kollega, som normalt er meget omhyggelig med sprogbrug, staves maraton med h - altså "marathon.
Han er ikke særlig omhyggelig hvis han ikke anskaffer den seneste RO og slår flittigt op i den.
Jeg har tidligere brugt ordet "triatlon" og blev også ved dén lejlighed gjort opmærksom på manglen på h.
Også der kan du tilbagevise kritikken, endda lidt stærkere end ved "maraton" hvor den foreslåede stavning dog har været korrekt tidligere.
Jeg mener, at den korrekte danske stavemåde er uden h i begge tilfælde. Sådan fremgår ordene i hvert fald i Retskrivningsordbogen, på Dansk Sprognævns hjemmeside og i en stavetest, som Sprognævnet har lagt på nettet.
Nemlig.
Ved flere lejligheder har jeg i øvrigt sagt og skrevet "stadioner" (altså stadion i flertal), da det er den korrekte bøjning på dansk.
Det er det, ja.
Også selvom langt de fleste siger og skriver "stadions" - altså med engelsk flertals-s,
Sørme ja! Ved en googling fandt jeg 64'400 forkerte eksempler og kun 28'300 rigtige. Det er beskæmmende. "Stadion" blev optaget i RO i 1955 og har aldrig haft anden korrekt flertalsform end "stadioner".
uden at ordet har engelsk oprindelse (på engelsk hedder det jo stadium).
Det er rigtigt. Det hedder "stadion" på græsk, og engelsk har fået det derfra via latin hvilket forklarer um-endelsen.
Nu er spørgsmålet: Bør man lade sig "rive med" og bruge den stavemåde, flertallet mener er korrekt, eller bør man holde sig til den officielle stavemåde i følge Dansk Sprognævn og Retskrivningsordbogen?
Jeg følger RO. Jeg ser gerne at staveformerne forenkles så de bedre svarer til vores udtale og umiddelbare fornemmelse. At indføje et stumt bogstav i nogle ord går imod det princip. At begynde at følge engelsk stavning af danske ord er ... øh, en underlig idé.
På mit datamatikerhold hørte vi om to gamle grækere der hed Plato og Zeno. Vores lærer var ikke klar over at de rigtigt hedder "Platon" og "Zenon". I vores engelske lærebøger var n'et skåret væk, fordi sådan staves det på engelsk.
Jeg ser frem til et kvalificeret bud!
Det har jeg så prøvet at give.
Fra Kim Olsen, 8/9-2007:
Vil bare lige sige, at jeg synes det er en lidt sjov talemåde, at sige
Det må du undskylde
Hvorfor skal jeg undskylde?
Du har ret i at det ligner en kommando og derfor kan opfattes som morsomt/fornærmende. Jeg kender også et nutidigt eksempel på en ældre dame der blev fornærmet over udtrykket "Undskyld" og mente at personen burde have sagt "Om forladelse" i stedet. Det er en kortform af "Jeg beder Dem om forladelse for min fejl" som nu er gledet ud af sproget.
Tilsvarende formuleringer har været brugt med "at undskylde", og derfor mener jeg ikke at den pågældende dame havde behov for at føle sig fornærmet. I ODS kan man f.eks. under opslaget "undskylde" læse nogle eksempler:
jeg talede siden med hende udi eenrom, da græd hun som et Barn, og bad mig undskylde sig. (Holberg)
De bad meget undskylde.
De undskylder, at jeg nævner Klæderne, men jeg veed, at det er en Betragtning, som ikke er uvæsenlig. (Heiberg)
Byfogden saâ et Øjeblik paa hende. Han sagde høflig: "Vil De undskylde mig et Øjeblik".
Mine Læsere faar undskylde denne noget udførlige Forklaring.
og meget mere. Det har så udviklet sig til kortformen "undskyld" som bruges i dag. Hvis der er tid til mere end et enkelt ord, kan man udvide med "Det må De/du (meget) undskylde" eller lignende.
ODS giver faktisk længere nede i artiklen udtryk for at "undskyld" kan virke ulogisk, præcis som du også har tænkt:
Ubevidst ulogiske Vendinger kan blive ganske faste: "Saa maa De mange Gange undskylde." NatTid. 30/1 1930. Aft.7.sp.5. i imp.; nu især m. flg. bisætn. (indledet m. at, hvis, om) ell. abs. forlad mig, undskyld mig. vAph.(1759).I.739. Undskyld min Dristighed; jeg synes at skulle have den Ære at kjende Herren. Hrz.III.11. om Forladelse! undskyld! Meyer.3574. "Hertha! Drikker man The med Køkkenforklæde paa?" - "Gud, nej - undskyld!" Wied. TK.88. jeg skal stille paa Alarmpladsen Kl. 4; det er Fanden til Tidspunkt, undskyld jeg bander i Bispens Hus. Woel.DG.201. Undskyld, om jeg forstyrrer. ErlKrist.DH. 121.
Fra Ole Damgaard, 2/5-2007:
I dag kunne følgende overskrift læses på DR2s tekst-tv:
Kommuner kan kræve ingen burka
Den lidt uortodokse sætningskonstruktion blev dog senere samme dag ændret til det noget mere mundrette:
Kommuner kan forbyde burka
Jeg er enig i at den første sætning er dårlig.
Jeg kan ikke rigtigt regne ud, om "burka" i denne sammenhæng ikke også skulle have været i flertal ... men det er trods alt bedre end den første sætning.
Forskellen på flertal og ental er nok for pedantisk til at betyde noget i praksis, men jeg mener at kun ental er rigtigt.
Hvis kommunen forbyder burkaer, så skal alle burkaer fjernes fra kommunen. Hvis den forbyder burka, betyder det at den forbyder at man klæder sig i burka. I en brødtekst ville det betyde at man gerne må eje en burka bare man ikke tager den på. Står det derimod i en overskrift, vil man forvente at der kommer en nærmere forklaring i brødteksten på hvor og hvorfor man ikke må bruge den.
Forskellen er tydeligere i et andet eksempel:
Kommunen forbyder and.
Man må ikke spise retter med andekød.
Kommunen forbyder ænder.
Kommunen sender de lokale jægere ud for at nedskyde hele bestanden af ænder.
Fra Henning Larsen, 2/5-2007:
Jeg leder efter lidt forklaring på ordet "Snusfornuft". Kan du hjælpe mig med at finde noget om ordet?
Jeg slog op i ODS (Ordbog over det Danske Sprog) som ligger på nettet:
I den står der:
Snus-fornuft, en. (om 1. led se -fornuftig) det at være snusfornuftig. Bøgh.JT. 286. *vi har Snusfornuft, kritisk Befamlen og klam Befølen | nok her i Norden. Drachm. UD.XII. den filistrøseste Snusfornuft. Schand. UM.282. Ridderen, der klager over den Elskedes Død (bliver trøstet) med tør, sund Snusfornufts Argumenter. VVed.BB.272. Huset, Du bor i, er henrivende i sin aflagrede Snusfornuft. KLars.GHF.I.10. om snusfornuftige udtalelser: Kloge Høns har kaglet megen Snusfornuft mod det, de kalder Stemnings- eller Følelses-Politik. Hørup.III. 351.
Det forklarer slet ikke hvad ordet kommer af.
Derefter spurgte jeg i debatgruppen om sprog. Der kom ét svar der citerede Dansk Etymologisk Ordbog:
*snusfornuftig* adj.; vel lån fra sv. /snusförnuftig/. 1. led hører måske til nty. /sn?s/ 'snude', besl. med /snude/; sml. mht. dannelsen /næsvis/. Senere er ordet ved folkeetymologi blevet associeret med /snus/ og har fået betydn. 'spidsborgerlig'. - Jf. /snushane/.
Den er noget tøvende i sin forklaring, så svaret bliver nok at oprindelsen er usikker.
Fra Malene Persson, 1/5-2007:
Kan du være rar at forklare hvorfor det efter sigende hedder "videnbank", og ikke som jeg gerne ville "vidensbank"?
Begge dele er korrekt. Det kan man slå op i Retskrivningsordbogen som er på nettet:
Det fremgår af den første træffer hvor der står:
1. viden sb., en, i sms. viden- el. videns-, fx viden(s)bank, viden(s)område; tro og viden; uden min viden (jf. vidende).
I Dansk Ordbog for Folket, som er en ret omfattende ordbog i to bind fra 1914, er der ikke medtaget nogen sammensætning med "viden". Den plejer ellers sammen med ordene at anføre diverse ord der er sammensat dermed.
I Retskrivningsordbogen fra 1955 er der ikke medtaget sammensætninger med "viden". Der står blot:
viden ubøjel.no., en; tro og v.
Det er først i Retskrivningsordbogen fra 1986 at man kan se hvordan sammensætninger med "viden" skal skrives. Det kunne tyde på at det først er i nyere tid at der har været brug for sammensatte ord med "viden-". I RO86 er der også valgfrihed med hensyn til s'et.
Man kan ikke forklare hvorfor der skal eller ikke skal bruges fugebogstav. I de fleste tilfælde ved man det bare som dansktalende, og det er ikke så tit at der er tvivl, men der er altså eksempler hvor ikke alle er enige, og så er der ikke nogen argumenter at støtte sin fornemmelse på andet end at "det lyder altså forkert med/uden".
Jeg har det som dig at jeg foretrækker at tage s'et med.
En af mine bekendte holdt meget af med vilje at bruge fugebogstaver forkert: campingsvogn, teltsplads, ursrem osv. Det resulterede i at hun ved nogle ord kunne komme i tvivl om hvad der var rigtigt.
Mit firma skriver det på sin hjemmeside, og jeg synes det skriger til himlen, og det klør i mine fingre for at rette det. Skal det virkelig være uden s?
Ikke skal men kan. Så du må styre din lyst.
Fra Erik B. Madsen, 29/4-2007:
P1's anbefaling af hvordan man bedst påhører udsendelsen Ultralyd indeholder bl.a.:
Prøv på at være ligegyldig og passiv overfor det De hører ...
Skelner dansk ikke længere mellem ligeglad og ligegyldig?
Jo absolut - men åbenbart ikke alle danskere gør det. Lad os håbe det er et ligegyldigt fåtal så vi kan være ligeglade.
Fra Torben S. Jensen, 12/4-2007:
Der findes benævnelser for en del forskellige ordtyper, såsom palindromer, synonymer, m.m. Findes der også en benævnelse for ord/navne, som også danner et ord/navn (med eller uden mening, men udtaleligt) når de ses spejlvendt, som for eksempel TOYOTA?
Det tror jeg ikke. Det nærmeste jeg kan komme det, er "ambigram", men det dækker ikke helt hvad du beskriver.
Wikipedia har en kort forklaring på ordet og et eksempel:
Her er to firmaer hvis logoer er ambigrammer.
http://www.ase.dk/
http://www.nissinfoods.com/
Vel vidende at det er et underligt spørgsmål.
Ikke mere underligt end mange andre sprogspørgsmål som jeg har set i tidens løb.
Fra Janne Hvilsted, 8/4-2007:
Jeg er pludselig kommet i tvivl! Skriver man "Ved Erik ( uden s ) og Bettinas bryllup" eller "Ved Eriks og Bettinas bryllup", når man forudsætter at de to skal giftes med hinanden.
Det kan der spindes en lang ende om, men det korte svar er at man skal skrive "Erik og Bettinas bryllup". "Eriks og Bettinas" bryllup" kan betyde at de bliver gift hver for sig.
Du kan sammenligne det med den slags spøjse konstruktioner der somme tider forekommer i talesproget:
Den mand der går ovre på det andet fortov's hat.
(hvor apostroffen er en uautoriseret måde at vise på skrift at det ikke er fortovets hat). Ejefaldsmarkeringen kommer efter den blok den hører til, ligesom ved "[Erik og Bettina]s bryllup".
Måske kan du fornemme at Erik og Bettinas børn er nogle de er fælles om, mens Eriks og Bettinas børn kan være fra to flokke (Erik og Bettina kunne være søskende).
I praksis er det dog næppe noget problem. Sammenhængen gør det klart hvad der menes.
Fra Søren Lind, 19/3-2007:
Kan man dufte til noget?
Mange siger: Duft lige her, prøv at dufte til det her osv. Jeg mener kun ting kan dufte/stinke, mens jeg kan lugte til noget og vurdere om det dufter/stinker ...
Brugen af "dufte" er ved at ændre sig - hvis den nye brug da ikke allerede er etableret.
Jeg er vant til at dufte kun kan bruges alene og kun om en behagelig lugt. Men mange bruger det i dag på den måde du spørger om - altså som erstatning for "lugte" om den aktive handling.
Jeg kan forestille mig at det hænger sammen med at "lugte" ikke altid er neutralt. "At lugte til noget" kan bruges om enhver handling hvor man vil benytte sin lugtesans (duftesans?), men hvis man bare siger "Her lugter", så taler man om en ubehagelig lugt. Måske er det baggrunden?
Dufte-folket får et problem hvis de 'dufter' til noget og så opdager at det stinker afskyeligt. Så vil de nok fortryde deres valg af ordet "dufte". Spørg dem f.eks. om man dufter til en hundelort. Og hvis de siger nej, så spørg dem om hvad man så skal vælge hvis man ikke i forvejen ved om det er en behagelig eller ubehagelig lugt man kommer til at mærke.
Men sproget har det jo med at ændre sig, og det kan godt ske at det på lang sigt slår igennem med den nye måde at bruge ordet på. Den slags ændringer generer dem (os) der oplever skiftet, mens dem der vokser op med den nye sprogbrug, ikke kan se (og heller ikke har) noget problem.
Fra Freddie Sindahl, 21/2-2007:
Som en årgang 1946 der har gået i almindelig folkeskole, taget realeksamen og ellers har lavet lidt af hvert i erhvervslivet siden 1963, må jeg dagligt undres over hvor dårlig den sproglige standard er i vore dage.
Ja, jeg forstår det godt. Jeg er selv årgang 48.
Hvad går der galt? Ved folk virkelig ikke bedre? Er det bare ligegyldighed?
Der er mange forhold der spiller ind. Jeg kan godt svare ja til de to sidste spørgsmål, men det er ikke hele sandheden.
Eller er vi bare nogen gamle gnavpotter, der ikke kan glemme vores skolekundskaber?
Jeg bestræber mig på ikke at være en gammel gnavpotte og minder jævnligt mig selv og andre om at sproget løbende ændrer sig, og når jeg ser fejl og ændringer, prøver jeg at finde ud af om mønsteret i ændringerne er gammelt og derfor acceptabelt selv om jeg måske selv studser ved dem og ikke optager dem i mit eget sprog.
Hvad er der blevet af de folk, der før i tiden læste korrektur på diverse publikationer?
De er fyret. Det gør driften billigere, og pris er danske forbrugeres primære parameter.
Læser man aviser og ugeblade, ser det ud som om den hellige almindelige stavekontrol har overtaget denne opgave.
Det har den også. En dansk-canadier som jeg skrev sammen med, og som havde arbejdet i den canadiske sprogbranche (ordbogs- og avisredaktør) i fyrre år, fortalte mig at en artikel i gamle dage ville passere måske femten par øjne inden den blev trykt. I dag er der højst to par øjne der ser den igennem.
Det er en stor skam at det er gået sådan, fordi et hvert budskab, der serveres med stavefejl og andre sproglige mærkværdigheder taber sin seriøsitet. Hvad kan vi gøre for at sproget ikke helt devalueres?
Inden vi lægger planer for hvad der skal gøres, skal vi have klarhed over hvad problemet er, og det er mangesidet.
For det første er der i dag langt flere mennesker der ytrer sig end nogensinde før hvilket er en god ting. Det var naturligvis de sprogligt svage eller ringeagtede (tænk på f.eks. dialekter) der tidligere var tilbageholdende. Det betyder at det sproglige totalbillede som unge mennesker vokser op med, er mere forskelligartet og komplekst end før.
Derudover har mange en selvtillid og tiltro til egne evner og kunnen der nok har nogle fordele, men som også bevirker at modtageligheden for rettelser og anerkendelse af andres erfaringer ikke er ... øh, ideel.
Læg dertil at kravene til folkeskolen svinger som en vejrhane i storm, og nye love fyger om ørerne på lærerne der generelt får skyld for alle mulige gebrækkeligheder. Og at faget dansk, der i vores barndom var veldefineret, i dag er komplekst og omfatter mange discipliner samt emne- og sprogområder som vi slet ikke beskæftigede os med. Så forstår du nok at det er umuligt at sikre at en gennemsnitselev lærer det samme hvad konkret sproglig færdighed angår, som vi kunne lære.
Man skal heller ikke glemme at lektionslængden er skåret ned fra 50 til 45 minutter hvilket svarer til at man fjerner et helt klassetrin, og at ferier er blevet et naturligt afbræk midt i skoleåret - vel at mærke ferier uden for de normerede perioder - og at også andre aktiviteter prioriteres højere end pligten til at passe sin skolegang.
Der tegner sig et billede af nogle tendenser der hænger sammen med hele samfundets udvikling, samt nogle politisk bestemte forhold hvor man har været blind for eller nægtet at tage ansvar for de konsekvenser de har haft og har.
Og i dag lukker vi så lærere ud fra seminarier hvor undervisningen er svækket på lignende måde. Jeg har i lang tid (som tidligere lærer) forsvaret lærerstanden mod angreb, men jeg er begyndt at stikke piben lidt ind efter at have set nogle horrible ting begået af lærere, f.eks. en rettelse af et korrekt sprogligt udtryk til noget forkert eller indøvelse af infinitiver hvor nogle af dem havde nutids-r på (Jeg vil kører mig en tur).
Normalt trækker jeg blot overbærende på smilebåndet, men en gang imellem får man altså nok. Denne gang var det et indlæg på hjemmesiden Business.dk, der fik mig til tasterne. Jeg tillader mig at citere:
Er der sne på vejen, eller vælter den ned, skal bilisterne:
- Skifte til vinterdæk på bilen
- Tjekke vejrmeldingen, inden de kører
- Tage hjemmefra i god tid og lyt til trafikmeldingerne i radioen
- Holde dobbelt så lang afstand end normalt
- Have et tæppe og en skovl liggende i bilen og gerne en termokande med noget varmt at drikke
- Sørge for, at tanken er fuld, og at have gode viskerblade
- Sørge for, at der er fyldt op med frostsikret sprinklervæske
- Sørge for, at mobiltelefonen er opladet og kend telefonnummeret til din vejhjælp
Jeg sikrede mig lige en kopi af artiklen fordi jeg vil lave en notits om den på siden med diverse fejl.
Selvfølgelig forstår man meningen, men hvorfor skal man nøjes med en så ringe formulering?
Jeg snakkede for nylig med en bekendt som glædede sig over at Fiduso holder fanen højt. Han er jævnaldrende med mig, og han fortalte at hans kolleger var ligeglade eller uforstående når han påtalte fejl.
PH havde måske ikke helt uret når han med et paradoks sagde: I Danmark kan alle analfabeter læse.
Tja, i dag kunne man tilføje "og skrive". Jeg deltager en del i de offentlige debatgrupper og ser hvordan nogle fører sig frem med et sprog der er kritisabelt, og nogle holdninger som ikke er behagelige.
Man tør næppe tænke på hvad der vil ske, hvis man indfører engelsk som officielt andet sprog. Det ser ud som om mange har nok at gøre med dansk.
Nemlig. Jeg trøster mig somme tider med sangens:
men just som de mente, hun var i Baand
og Bast,
da lo hun saa hjerteligt, at alle Lænker brast.
Linjerne handler ganske vist om fremmede der ville binde vores sprog (og 'de fremmede' er det mindste problem i denne her sammenhæng), men sangen udtrykker en tro på at styrken i sproget vil sikre at det overlever nok så mange ydre påvirkninger, og det er nok rigtigt.
Fra Freddie Sindahl, 7/2-2007:
På broderens vegne eller på vegne af broderen? Jeg bliver nødt til at spørge om hvad der er rigtigt.
Personligt har jeg en klar favorit nemlig " på broderens vegne". Den anden form fremkalder minder om Ebbe Rodes Storm P. fortolkninger, men måske er det kun en smagssag. Hvad mener I?
Jeg spurgte i debatgruppen, men der kom kun ét svar. Det bekræfter din egen fornemmelse. Jeg er nok også selv tilbøjelig til at være enig, dog med en korrektion. Hvis man har et meget langt navn, er det nok en fordel med "på vegne af". Opdigtet eksempel:
På den kongelige veterinær- og landbohøjskole i Rudkøbing's vegne blablabla.
På Rudkøbings kongelige veterinær- og landbohøjskoles vegne blablabla.
Det lyder bedre med "På vegne af ..."
Jeg lavede nogle googlesøgninger på danske sider der gav følgende resultat:
| "på brorens vegne" | 25 |
| "på broderens vegne" | 5 |
| "på vegne af broderen" | 4 |
| "på vegne af broren" | 0 |
Det viser at man i det tilfælde foretrækker "på ... vegne". Men jeg søgte også efter:
| "på vegne af" | 716'000 |
| "vegne" | 1'490'000 |
Det viser at "på vegne af" må være det mest udbredte udtryk fordi søgningen på "vegne" alene også omfatter f.eks. "på egne vegne". Jeg ved ikke om det er en ny tendens.
Fra Knud Hasberg, 12/1-2007:
En god ven gjorde mig opmærksom på FIDUSOS (uden apostrof -grrrr!) eksistens.
Jeg er i tvivl om hvad dit "grrrr" betyder, men der er ifølge Retskrivningsordbogen fire muligheder for at skrive en genitiv af "FIDUSO" korrekt: "FIDUSOs", "FIDUSO's", "Fidusos" eller "Fiduso's". Derimod er det ikke korrekt at bruge et stort genitiv-s medmindre man kun skriver med store bogstaver. I din sætning kan man dog godt bruge det som en understregning (sammen med de øvrige store bogstaver).
Selv skriver jeg nu "Fiduso" og danner genitiv uden apostrof. Det skyldes at det i min bevidsthed er slået fast som et navn. De første par måneder skrev jeg "FIDUSO" og dannede genitiv med apostrof fordi jeg tænkte på det som en forkortelse.
Det første, jeg læser på hjemmesiden,er:
Der er ved at brede sig en uskik i danske tekster ...
Hvorfor hedder det ikke blot: En uskik er ved at ...?
Fordi vi ikke kun har én måde at udtrykke en tanke på, men flere med hver sin betydning eller nuance. Man kunne med samme 'ret' spørge om ikke det burde hedde: "En uskik breder sig."
Formuleringen med "der er ved ..." er normal og ikke dårlig stil. Dit forslag, som også er godt, vil jeg kalde ordknapt (uden nogen negativ bibetydning). Der er mange danske sætningskonstruktioner der indledes med "der er".
Mine voksne, velbegavede døtre undser sig ikke for at sige:
Det er, når man o.s.v. Ord til overflod!
Jo, men jeg synes ikke man kan sammenligne de to formuleringer. "Det er når ..." er en ulogisk formulering fordi en tidsangivelse ikke har noget at gøre i den sammenhæng, mens der er-konstruktionen bruges til at flytte fokus fra et led til et andet.
Men - det er dog en fornøjelig idé, I der har fostret.
Det glæder os at andre kan have fornøjelse af siderne.
Er man velkommen til at harcelere over og dokumentere misbruget af ord som 'virak' og 'qua', eller vil I hellere ha' dybsindige analyser af fejlbehandling af stærksvage verber?
Folk kan skrive til os om hvad som helst, men du tænker på om det er noget der vil blive optaget på hjemmesiden? Det er egentlig lidt komplekst at svare på fordi Fiduso er en underlig konstruktion. Sådan set bestemmer jeg som praktisk gris over hvad der kommer til at stå på siderne. Det ansvar forvalter jeg på den måde at simple notitser og oplagte ting bliver bragt, mens det der klart falder uden for Fidusos regi eller måske går imod vores formål, bliver afvist.
Hvis jeg er i tvivl eller har behov for at få en sag grundigt belyst, stiller jeg et spørgsmål om det i en offentlig sproggruppe - den selvsamme debatgruppe hvoraf Fiduso i sin tid sprang. Nogle af deltagerne er medlemmer, andre er ikke, men det er den samlede mængde af fornuftige indlæg der kommer til at afgøre sagen.
Jeg mener ikke at artikler om brugen af enkeltord er interessant nok til hjemmesiden. Der er ikke noget epokegørende nyt i at visse ord bruges anderledes end før. Det er tværtimod et fænomen der altid findes i levende sprog. Derimod kan de forhold der ligger bag, være interessante.
Så svaret på dit spørgsmål er: Hellere artikler om mere vægtige emner. Gerne dybdegående, men ikke nødvendigvis hvis de omtalte fænomener er spændende. Sådanne artikler vil jeg ikke tage stilling til alene, men lægge frem i debatgruppen, og så vil det være den der beslutter om artiklerne skal lægges frem i Fidusos navn. De længere artikler der findes på Fidusos sider, har alle været behandlet og 'godkendt' i debatgruppen - hvor "godkendt" ikke betyder at der findes en formel godkendelsesprocedure, men at sagen har været diskuteret, at artiklen er en opsamling af synspunkterne, og at deltagerne har gennemlæst den færdige artikel på hjemmesiden og har kunnet fremføre indvendinger imod indholdet.
Man kan dog altid lægge artikler frem på sin egen hjemmeside, og Fiduso linker gerne til dem hvis de har sprogligt indhold. Vi har nemlig en side kaldet "Eksterne links" hvor vi samler links til den slags sider.
Jeg har moret mig kosteligt over sprogblomsterne på jeres site; ikke mindst over de vittige kommentarer.
I håb om, at jeg har mødt den praktiske gris.
Det har du.
Fra Anne Lindholt Ottosen, 4/1-2007:
Brobjergskolen i Århus bruges af alverdens aftenskoler og den slags. Dette fabelagtige skilt hænger på alle dørene. Men altså, hvis man kan "stole på", kan man åbentbart også "stole op".
Ja, men det er to forskellige verber. "Stole op" er en verbumsform der er dannet fra navneordet "stol", og det betyder at alle stole i et lokale skal sættes op på bordene så rengøringspersonalet kan komme til. Det udtryk har jeg kendt i cirka tyve år. Draktiske gris.
Det har du.
Fra Anne Lindholt Ottosen, 4/1-2007:
Brobjergskolen i à rhus bruges af alverdens aftenskoler og den slags. Dette fabelagtige skilt hænger på alle dørene. Men altså, hvis man kan "stol
