Fidusos aner, arkiv 2010
... paa, naar man enten læser drævende og udtrykker alle Ord og Stavelser med eens Tone; eller man jager en Hob ud i eet Aandedræt, ligeledes eenstonet, og holder op endog midt i et Ord, for at drage Aanden.
F. Ex. I= Be= gyn= del= sen= skab= de= Gud= Him= me= len= og= Jor= den= Og= Jor= den= var= ø= de= og= tom= og= der= var= mørkt= o= ven= o= ver= Af= grun= den. Eller: Ibe= gyndelsenskab= degud= himme= lenog= Jorden= OgJor= denvar= øde= ogtom o.s.v. Eller og: Ibegyndelsenskabdegudhimmelenogjor= denogjordenvarødeogtomog= o.s.v.
Naar man lærer at stave ret: saa man ikke under Læsningen enten skal stave sig frem, og derover læse drævende; eller skille Ordene galt ad, hvorved de faae en urigtig lyd i Udtalen: dernæst naar man lærer at kjende Afdelings=Tegnene og hvad de have at betyde, samt giver nøye Agt paa dem, for derved at give det, man læse, sit rette Eftertryk.
Naar man føyer saadanne Bogstaver til en Stavelse,
som ikke tilkomme den, og derved vanskaber Ordets Udtale.
F.Ex. Du skal ikke va=nærre nog=et Mennesk=e.
Eller naar man gjør to Stavelser af de Ord,
som bør udtales i een.
F.Ex. Han le=er ad dig, for du gaa=er i Sne=en.
Man har vel ikke almindelig fastsatte Regle at stave alle Ord efter, eller endnu nogen Dansk Sproglære til Brug i Skolerne; men alle
Stamme=Ord bør staves med saadanne Bogstaver, hvis Lyd kan udtrykke den gode og rette brugelige Udtale; og de Ord, som have sin Oprindelse af andre, bør i Stavningen rettes efter Stamme=Ordene.
F.Ex. Sundhed bør staves med d i første Stavelse, for Stammeordet heder Sund (frisk) ikke sun. Iblandt bør og staves med d, for det kommer af blander, jeg havde bør staves med v og ikke f, for Stammeordet heder haver, ikke hafer o.s.v.
Efter disse følgende, som dog ihenseende til visse Ord have deres Undtagelser.
1) Saa mange Vocaler eller Diphtonger der findes i et Ord, saa mange Stavelser skal Ordet deles i, saasom Fa=der, Grø=de.
Det er derfor ikke rigtigt at skrive Træe, frie, (utvungen) graae, blaae, faae (et lidet Antal), Roe (hvile), Toe (et Par) o.d.l. med e i Enden. Kun i Tidordene, at frie, at faae, at toe, o.d.l. har dette e i Enden Sted, men bliver ikke hørt i Udtalen, og ansees kun som et Tidsords Kjendetegn. Ligeledes er urigtigt at skrive: Min Tiener kiendes igien paa Kiolen.
2) To forskellige Vocaler, som staae tæt hos hinanden i et Ord, deles hver til sin Stavelse, saasom Flu=er, Fi=en=de.
Men to eens Vocaler deles ikke gjerne for den drævende Udtales Skyld, undtagen: aa i Navnene Ba=al, Isa=ak; ellers ansees aa, som en Diphtong, igaar (?), Aabenbar o.a. Samt: ee i tre=enig, be=ediger, o.a.fl.