| |
|
| Der er ikke noget som helst nyt i Fidusos
bestræbelser. Her er nogle gamle tekster som handler om sprog.
De er begge sat op med den originale stavning, tegnsætning
og skrivemåde. Bøgerne er sat med gotisk skrift.
|
Ludvig Holberg skrev i 1726 i Orthografiske Anmerkninger:
(gengivet i "Samlede Skrifter" fra 1918, fjerde bind side 796).
|
|
Jeg vilde ønske, at en anden, som seer dybere udi disse Ting, vilde
for Alvor tage sig for at remedere den Misorden, hvorover vi af
Fremmede saa ofte høre ilde, thi hvad kand være hæsligere end at
enhver skriver og bogstaverer lige som det falder ham ind. Om visse
autoriserede Mænd tage sig for at give orthografiske Regler,
|
vilde jeg være den første at rette mig derefter, endskiøndt jeg,
efter mit tyke, kunne give bedre Raison til en og anden Ting: Thi,
ligesom det er bedre at leve under harde love end under Anarchie, saa
er det smukkere at alle skrive paa een Maade, skiøndt mindre beqvem,
end at enhver bogstaverer ligesom han faaer Indfald til.
|
| ---««« o »»»--- |
|---|
|
Den Danske Sprogkunst. (s. 232-233) |
| Billede af
den originale bog opslået (129 kB) |
... paa, naar man enten læser drævende og udtrykker alle Ord
og Stavelser med eens Tone; eller man jager en Hob ud i eet
Aandedræt, ligeledes eenstonet, og holder op endog midt i
et Ord, for at drage Aanden.
| F. Eks. I= Be= gyn= del= sen= skab= de= Gud= Him=
me= len= og= Jor= den= Og= Jor= den= var= ø= de= og= tom= og=
der= var= mørkt= o= ven= o= ver= Af= grun= den. Eller:
Ibe= gyndelsenskab= degud= himme= lenog= Jorden= OgJor= denvar=
øde= ogtom o.s.v. Eller og:
Ibegyndelsenskabdegudhimmelenogjor= denogjordenvarødeogtomog= o.s.v. |
Hvorledes kan man lære at læse ret ?
Naar man lærer at stave ret: saa man ikke under
Læsningen enten skal stave sig frem, og derover læse drævende;
eller skille Ordene galt ad, hvorved de faae en urigtig lyd i
Udtalen: dernæst naar man lærer at kjende Afdelings=Tegnene og
hvad de have at betyde, samt giver nøye Agt paa dem, for derved
at give det, man læse, sit rette Eftertryk.
Hvorledes kan man skille Ordene galt ad ?
Naar man føyer saadanne Bogstaver til en Stavelse,
som ikke tilkomme den, og derved vanskaber Ordets Udtale.
| F.Eks. Du skal ikke va=nærre nog=et Mennesk=e. |
Eller naar man gjør to Stavelser af de Ord,
som bør udtales i een.
| F.Eks. Han le=er ad dig, for du gaa=er i Sne=en. |
|
Har man Regle at stave alle Ord efter i det Danske Sprog ?
Man har vel ikke almindelig fastsatte Regle at
stave alle Ord efter, eller endnu nogen Dansk Sproglære til
Brug i Skolerne; men alle Stamme=Ord bør staves med saadanne
Bogstaver, hvis Lyd kan udtrykke den gode og rette brugelige
Udtale; og de Ord, som have sin Oprindelse af andre, bør i
Stavningen rettes efter Stamme=Ordene.
| F.Eks. Sundhed bør staves med d i første Stavelse,
for Stammeordet heder Sund (frisk) ikke sun. Iblandt bør og
staves med d, for det kommer af blander, jeg havde bør staves
med v og ikke f, for Stammeordet heder haver, ikke hafer o.s.v. |
Efter hvilke Regle bør man stave og læse ?
Efter disse følgende, som dog ihenseende til
visse Ord have deres Undtagelser.
1) Saa mange Vocaler eller Diphtonger der findes i et Ord,
saa mange Stavelser skal Ordet deles i, saasom Fa=der, Grø=de.
| Det er derfor ikke rigtigt at skrive Træe, frie,
(utvungen) graae, blaae, faae (et lidet Antal), Roe (hvile),
Toe (et Par) o.d.l. med e i Enden. Kun i Tidordene, at frie,
at faae, at toe, o.d.l. har dette e i Enden Sted, men bliver
ikke hørt i Udtalen, og ansees kun som et Tidsords Kjendetegn.
Ligeledes er urigtigt at skrive: Min Tiener kiendes igien paa Kiolen. |
2) To forskellige Vocaler, som staae tæt hos hinanden
i et Ord, deles hver til sin Stavelse, saasom Flu=er, Fi=en=de.
| Men to eens Vocaler deles ikke gjerne for den drævende
Udtales Skyld, undtagen: aa i Navnene Ba=al, Isa=ak; ellers
ansees aa, som en Diphtong, igaar (?), Aabenbar o.a.
Samt: ee i tre=enig, be=ediger, o.a.fl. |
|
|
|
