| |
|
| Der er ikke noget som helst nyt i Fidusos bestræbelser. Her er
nogle gamle tekster som handler om sprog. De er begge sat op med den originale stavning, tegnsætning
og skrivemåde. Bogen er sat med gotisk skrift.
|
Ludvig Holberg skrev o. 1750: |
|
Jeg vilde ønske, at en eller anden, som seer dybere udi disse Ting, vilde for Alvor tage sig for
at remedere den Misorden, hvorover vi af Fremmede saa ofte hører ilde, thi hvad kand være
hæsligere end at enhver skriver og bogstaverer ligesom det falder ham ind? Om visse autoriserede
Mænd tage sig for at give ortografiske Regler,
|
vilde jeg være den første at rette mig derefter, endskiønt jeg, efter mit Tyke, kunne give bedre Raison
til en og anden Ting: Thi ligesom det er bedre at leve under harde Love end under Anarchie, saa er det
smukkere at alle skrive paa en Maade, skiønt mindre bequem, end at enhver bogstaverer ligesom han faar Indfald til.
|
| ---««« o »»»--- |
|---|
|
Den Danske Sprogkunst. (s. 232-233) |
| Billede af den originale bog opslået (129 kB) |
... paa, naar man enten læser drævende og udtrykker alle Ord og Stavelser med eens Tone;
eller man jager en Hob ud i eet Aandedræt, ligeledes eenstonet, og holder op endog midt i et Ord, for at tage Aanden.
| F. Eks. I= Be= gyn= del= sen= skab= de= Gud= Him= me= len= og= Jor= den=
Og= Jor= den= var= ø= de= og= tom= og= der= var= mørkt= o= ven= o= ver= Af= grun= den.
Eller: Ibe= gyndelsenskab= degud= himme= lenog= Jorden= OgJor= denvar=
øde= ogtom o.s.v. Eller og: Ibegyndelsenskabtegudhimmelenogjor=
denogjordenvarødeogtomog= o.s.v. |
Hvorledes kan man lære at læse ret ?
Naar man lærer at stave ret: saa man ikke under Læsningen enten skal stave sig frem,
og derover læse drævende; eller skille Ordene galt ad, hvorved de faae en urigtig lyd i Udtalen:
dernæst naar man lærer at kjende Afdelings=Tegnene og hvad de have at betyde, samt giver nøye
Agt paa dem, for derved at give det, man læse, sit rette Eftertryk.
Hvorledes kan man skille Ordene galt ad ?
Naar man føyer saadanne Bogstaver til en Stavelse, som ikke tilkomme den,
og derved vanskaber Ordets Udtale.
| F.Eks. Du skal ikke va=nærre nog=et Mennesk=e. |
Eller naar man gjør to Stavelser af de Ord, som bør udtales i een.
| F.Eks. Han le=er ad dig, for du gaa=er i Sne=en. |
|
Har man Regle at stave alle Ord efter i det Danske Sprog ?
Man har vel ikke almindelig fastsatte Regle at stave alle Ord efter, eller endnu nogen
Dansk Sproglære til Brug i Skolerne; men alle Stamme=Ord bør staves med saadanne Bogstaver,
hvis Lyd kan udtrykke den gode og rette brugelige Udtale; og de Ord, som have sin Oprindelse af andre,
bør i Stavningen rettes efter Stamme=Ordene.
| F.Eks. Sundhed bør staves med d i første Stavelse, for Stammeordet heder
Sund (frisk) ikke sun. Iblandt bør og staves med d, for det kommer af blander, jeg havde bør
staves med v og ikke f, for Stammeordet heder haver, ikke hafer o.s.v. |
Efter hvilke Regle bør man stave og læse ?
Efter disse følgende, som dog ihenseende til visse Ord have deres Undtagelser.
1) Saa mange Vocaler eller Diphtonger der findes i et Ord, saa mange Stavelser skal
Ordet deles i, saasom Fa=der, Grø=de.
| Det er derfor ikke rigtigt at skrive Træe, frie, (utvungen) graae, blaae, faae (et lidet Antal),
Roe (hvile), Toe (et Par) o.d.l. med e i Enden. Kun i Tidordene, at frie, at faae, at toe, o.d.l. har
dette e i Enden Sted, men bliver ikke hørt i Udtalen, og ansees kun som et Tidsords Kjendetegn.
Ligeledes er urigtigt at skrive: Min Tiener kiendes igien paa Kiolen. |
2) To forskellige Vocaler, som staae tæt hos hinanden i et Ord, deles hver til sin Stavelse,
saasom Flu=er, Fi=en=de.
| Men to eens Vocaler deles ikke gjerne for den drævende Udtales Skyld, undtagen:
aa i Navnene Ba=al, Ha=ae; ellers ansees aa, som en Diphtong, i??? Aabenbar o.a.
Samt: ee i tre=enig, be=ediger, o.a.fl. |
|
|
|
