De eller dem?

Spørgsmål (i en længere tråd):
Unnskyld at jeg blander meg inn i en diskusjon om hva som er korrekt dansk, men ut fra situasjonen i norsk vil jeg anta at der også i dansk er en vesentlig forskjell mellom setningen "Dem der står nede for gangen har shorts på" og setningen "De har shorts på" -- en forskjell som blir tydelig hvis man forsøker å oversette de to setninger til engelsk eller tysk.

Jens' svar:
Det er faktisk ret kompliceret på dansk. Og det kan diskuteres hvad der opfattes som korrekt. Jeg tror næppe alle gruppens deltagere er enige med mig i min analyse nedenfor, men jeg prøver alligevel.

Pronominerne på dansk findes i to former (idet vi her ser bort fra ejefald og den slags). Jeg kalder formerne N og A, hvorved de viser et vist slægtskab med nominativ og akkusativ.

Derudover kan "den", "det" og "de" også bruges som artikler. Det er let, så det tager vi først: "Dem" bruges aldrig som artikel på dansk.

Der findes, som Ole nævnte det, en halvgammel norm på dansk, hvor pronominets N-form bruges i nominativ (ikke prædikativt) og A-formen bruges i akkusativ (og dativ) samt prædikativt. Den norm annoterer jeg nedenfor med (I).

Der findes også en nyere norm, hvor pronominets A-form også bruges mange steder hvor (I) foreskriver N-formen. Den norm annoterer jeg nedenfor med (II).

Endelig findes der en sprogbrug hvor N-formen "de" (og i nogen grad "vi" og "I") vinder indpas på steder hvor (I) og (II) kræver A-formen. Den sprogbrug annoterer jeg nedenfor med (III).

På dk.kultur.sprog er det et udbredt synspunkt at de træk der er særegne for (III) skal anses for forkerte. Ikke desto mindre er (III) særdeles udbredt i talesproget, også hos politikere og andre der holder forberedte offentlige taler. Mange mener at (II) er korrekt; de vil typisk også tolerere brug af (I), som de i øvrigt anser for gammeldags. Andre mener at (II) er et udtryk for forfald og hævder (I) som mere korrekt - typisk som den eneste korrekte i skriftsproget, mens træk af (II) bedre kan tolereres i talesproget. Kun ganske få hævder at (I) er det eneste korrekte, også i talesproget.

Mit eget sprogøre er indstillet på (II), og jeg er så radikal en II'er at jeg også bruger den norm i skriftsproget.

Det sker tit at I'ere og II'ere der udtaler sig om III'ere, beskriver afvigelserne fra (I) hhv. (II) som "fejl". Somme tider besjæles fejlen med forklaringen "hyperkorrektion", hvorved III'eren bliver opfattet som en sprogbruger der "egentlig" er en II'er, men som stræber efter (I); i denne situation er I'erne og II'erne typisk uenige om det ærværdige ved at stræbe efter (I), men de er enige om at foragte det de kalder "hyperkorrektioner".

Nok snak. Nu kommer der en flok eksempler.

[1] men nok med nogen vaklen!
[2] men en I'er ville nok undgå udtrykket.
[3] omend I'eren skal være temmelig fundamentalistisk.

Ole Nielsby var ikke helt enig:
En lille frisk observation som for mig understøtter min opfattelse af III'eren som hyperkorrektion:

I forgårs fik jeg sammen med en håndfuld musikglade mennesker til opgave at skrive et grand prix-nummer.

Nuvel, i går kom én fra holdet - vores sangerinde - med et tilsigtet pladderromantisk tekstudkast som indeholdt linjen "lad os håbe på vi to". Jeg spurgte om det var med vilje hun havde skrevet "vi" frem for "os". Hun sagde at hun selv ville sige "os", men hun havde skrevet "vi" fordi hun mente det var vigtigt at teksten skulle være korrekt dansk, og hun troede at "vi" vistnok var det korrekte, men var ikke sikker.

Hun rettede det uden betænkning til "os", da jeg foreslog det uden at insistere. Hun ville ikke vide af grammatiske forklaringer. Men det var klart at hun havde trodset sit eget sprogøre for at skrive noget hun mente var korrekt dansk. Som altid når folk ikke interesserer sig for grammatik, bygger hendes forestilling om sproglig korrekthed på konservative præmisser; hun har en forestilling om at hendes dagligsprog (II) er ukorrekt fordi det er moderne, og derfor skal rettes til den ældre norm hvis hun skal skrive en sprogligt korrekt tekst. Imidlertid behersker hun ikke I og ønsker ikke at lære det - men er i øvrigt en ret sikker sprogbruger.