I sproggruppen spurgte jeg om hvordan man skulle stille sig til kritik som blev givet i en ubehagelig form, og det fik Esther Selig til at skrive følgende svar som jeg har redigeret med let hånd (bl.a. fjernet indforståede debatgruppeudtryk):

I mit arbejde har jeg set rigtig mange af disse mails som i intern jargon går under navnet "overlærerbreve". Det bygger på en formodning om at det altid er pensionerede overlærere med et alt for stort lager af røde Bic-kuglepenne og alt for meget fritid der sender den slags.

Det er sjældent at disse breve bliver rigtig værdsat. Modtageren (oftest en adm. dir. eller marketingditto) sender dem skyndsomt videre; for hvor smerteligt det end måtte være: sprog og sproglig omhu står ganske enkelt ikke særlig højt på erhvervslivets generelle dagsorden. Her ser vi så lige bort fra forsikringsselskaber og andre store virksomheder med en egentlig formuleret sprogpolitik. Hvorfor er folk dog ikke interesseret i at forbedre deres kommunikation, kunne man så spørge.

Jeg er temmelig sikker på at en del af modviljen mod disse breve skyldes tonen og ånden i hovedparten af brevene. Det er sgu ikke noget særligt kønt indblik man her får i den menneskelige karakter.

Brevene starter som regel med at krybe og kravle for virksomheden: "Jeg er en stor beundrer blablabla ...". Herefter skiftes totalt stil: "De ignoranter/padder/evnesvage som har skrevet blablabla. De har nok været fulde/de bør fyres/hænges/brændes blablabla. Med højagtelse Ynk Ynkesen."

Problemet med skrivelser som disse er at de faktisk ikke signalerer ærlig interesse og positivt ønske om at hjælpe til et bedre sprog. De signalerer tværtimod at nu skal hr/fru Besserwissen DenOndeLyneme vise hvordan den ged skal barberes og sproget vinkles. Det er efter min mening en helt feljplaceret aggressivitet og den fører til intet. Hvis man vil hjælpe, så tror jeg man kommer længere ved blot at signalere venlig interesse.

Et nyt svar fra samme forfatter indløb lidt senere:

Jeg har efterfølgende tænkt lidt over hvordan en sproghenvendelse kunne skille sig positivt ud og derved øge sin chance for rent faktisk at føre til noget. Dette baseret på studiet af mange af slagsen.

1. Man skal have en god sag. Dvs. man skal måske iagttage/følge ofret gennem en periode og derved sikre at der er hold i henvendelsen. Det giver mulighed for at komme med ægte dokumentation for ens påstande - og det giver modtageren mindre mulighed for blot at affærdige henvendelsen som "endnu en sprogtosse".
2. Henvendelsen skal ose af seriøsitet, faglighed og ægte interesse. Det kan ingen stå for. Modtageren skal føle at "her er en der virkelig har tænkt over det og ønsker mig det godt".
3. Kvalitet frem for kvantitet. Hellere én gennemarbejdet skrivelse end femogtyve affattet i et øjebliks ophidselse.
4. Papir frem for mail. Mail er blevet et impulsmedie; det har ikke den seriøsitet som et smukt opsat brev på håndgjort bøttepapir kan præstere. Og, tro mig, det vælter ind med mails i danske virksomheder. Mange affattet efter "Hallo, er I åndssvage eller hva-devisen".
5. Vær neutral, objektiv og venlig. De fleste lukker af på aggression og vrede, og så opnår man intet.
6. Vær selektiv. Er ofret overhovedet værd at spilde krudt på - og er det væsentligt? At pizzeriaet ikke kan stave til "majs" og slagteren skriver "mør coylotte", det kan vist være lige meget. Men ejendomsmægleren der konsekvent skriver "stråtægt" og "patriciavilla"? Tja, svært at sige. Må komme an på en vurdering. Avisen der skriver "koalitionskurs" og "ynglingsfilm" ... ja, nu er vi vist ved at være der.

Esther Selig